NY CORSSBANE PÅ SLOTTET

NY CORSSBANE PÅ SLOTTET

VI HAR KNOKLET I SOMMERFERIEN

Det er ikke alle som holder ferie. Ismet, som er elev her på skolen, og en entreprenør er nemlig trukket i arbejdstøjet og knokler på slottets nye crossbane som skal stå klar til de kommende elever her efter ferien. Eleverne har i flere år efterspurgt en crossbane, hvor de kunne køre med deres knallerter og crossmaskiner. Den nuværende bocar-bane er nemlig meget fugtig og står tit under vand.

Ismet er projektets store drivkraft. Han gik til den tidligere forstander og sagde at nu VILLE de altså have den crossbane. Han fik et budget, men som han godt kunne se var langt under hvad sådan en bane ville koste at få anlagt. Derfor tog han sagen i egen hånd og søgte efter hjælp på nettet. Han efterspurgte folk som ville støtte og sponsorere en bane til de unge mennesker, og faktisk gik der ikke længe før den første havde meldt sig på banen. En entreprenør og banemand, som syntes det var et super fedt projekt, lovede at ville tegne banen og stille sin arbejdskraft til rådighed. Vores pedel Mogens, som har gode kontakter til vores nabo Christoffer fra Moutrup og entreprenør Preben Larsen ville være behjælpelig med jord og maskiner. Og så var det bare at komme i gang.

De sidste par måneder har Ismet og en håndfuld andre drenge, vores pedel Mogens og Morten altså knoklet på banen. Der er blevet flyttet over 140 tons jord, revet, gravet, slidt og slæbt. Der er lavet kassehop og kurver og strækninger så der er rig mulighed for at kommet op i fart. Ismet fortæller om banen:

“Banen er perfekt til 125 cc crossere, men kan selvfølgelig køres af alle slags maskiner. Teknisk er den udfordrende, men nem at køre. Der er lavet masser af hop og kurver og ja så er den bare fed. Morten, som er entreprenør på banen er selv crosskører, så han ved hvad det handler om”

Der er ingen tvivl om Ismets glæde over projektet. Han har virkelig knoklet og har sammen med alle de andre gjort et fantastisk stykke arbejde. Det er fedt at se når de unge mennesker tager ansvar og ejerskab, og at der så også er lokale som vil bakke op. Uden deres hjælp og sponsorater ville projektet aldrig kunne have lykkedes. Det er vi meget taknemmelige for!