SÅDAN LØFTEDE RIDELINJEN KATRINES NIVEAU

SÅDAN LØFTEDE RIDELINJEN KATRINES NIVEAU

“Før lå jeg på LC-niveau til ca. 60% når jeg var til stævne, nu er jeg klar til at starte på PRI12.”

 

Katrine og hendes hest Zileen er begge 2. Års elever her på Blidstrup Efterskole, og har fulgt ridelinjen gennem begge år. De kom sammen i skoleåret 16/17 og startede på de to bedste og mest intense år i deres makkerskab på ridebanen. Valget faldt på Blidstrup først og fremmest fordi man kunne have sin egen hest med, men også lige så meget fordi Katrine fornemmede en rigtig god stemning i stalden, da hun var på besøg første gang.

Katrine fortæller:
“Jeg synes bare det var så flot at komme til det her slot ude på landet. At kunne have sin egen hest med og benytte alle de lækre faciliteter som den indendørs ridebane, skoven omkring, og stranden i Sillerslev ville bare være en drøm for mig. Jeg kunne se, at der stod alle mulige forskellige hesteracer i stalden og tænkte, at her ligesom var plads til alle, og at man ikke nødvendigvis skulle have en ol-hest med for at være en del af fællesskabet”

Katrine var på LC niveau, da hun startede på skolen, og sprang omkring 50 cm, med mange fald. I dag springer hun op mod 100 cm. uden konstant at ligge på jorden, og er klar til at starte stævne i PRI12. “Jeg har virkelig rykket mig meget de to år jeg har gået her. På ridelinjen har vi enetimer, hvilket har været mega lærerigt og konstruktivt. Lykke, min ridelære, kendte mig jo ikke, og havde derfor helt nye og friske øjne på min ridning. Hun er hård og kritisk, men retfærdig og retter mig hver gang jeg laver fejl. Hun er også enormt god til at opmuntre en uden at give falske forhåbninger, og kan se hvad der er godt for både mig og min hest.”

Ud over selvfølgelig at have valgt ridelinjen, giver alt det andet der følger med til at tage sin egen hest med på efterskole, selvfølgelig også en masse læring og udvikling. Skolens staldområde og ridefaciliteter ligger kun 200 m væk fra selve hovedbygningen, og giver mulighed for en masse tid til ridning, sparring, mugning og selvfølgelig hygge og snak uden for undervisningstiden.

Katrine forklarer:
“Vi har et rigtig godt fællesskab i stalden, og er gode til at hjælpe hinanden. Vi kan komme med konstruktiv kritik når vi ser hinanden på banen, snakke om forskellige problematikker og sørge for at hinandens heste altid lige bliver tilset ifht. Ve og vel. Men bedst af alt er selvfølgelig alt hyggesnakken, vore kaffe-kage samling inden linjefagstimerne og når vi tager på skovture eller badeture ved stranden.
Det at jeg har så kort afstand til Zileen gør, at jeg meget nemt har adgang til at ride og øve når jeg har tid, enten om morgenen, i en fritime el. Måske om aftenen, og det rykker virkelig ifht. Mit niveau. Desuden har jeg så stadig masser af tid til alt det andet fælles, som sker på skolen sammen med dem, der ikke går op i ridning. Jeg skal ikke bruge min fritid i en bus el. bil til og fra ridning/stalden, som man skal hvis man måske har sin hest opstaldet væk fra hjemmet, så jeg føler ikke at jeg går glip af noget. Det er virkelig en win win situation!

Katrine og Zileen skal lørdag i denne weekend med skolen til dyrskuet i Thisted, hvor vi har en stand for ridelinjen, samt vores håndværkerlinje. Det bliver en lang dag, men Zileen er vildt dygtig og elsker at være i centrum. Hun har efterhånden været med mange forskellige steder og er vant til at køre i trailer og møde nye ting. Søndag står så i stævnets tegn, hvor de stiller op i LA5 og PRI12 i Holstebro Sportsrideklub.