NY FORSTANDER ANSAT

NY FORSTANDER ANSAT

SÅ ER DET ENDELIG OFFICIELT!

-Vi kan med glæde meddele, at vi har ansat Kristen Gubi Glintborg som ny forstander her på Blidstrup Efterskole.

Kristen er fra Sønderjylland og bor i Christiansfeld med sin kone og tre børn på henholdsvis fire, syv og ni år. Efter efterårsferien begynder hans nye liv som forstander her på Blidstrup Efterskole. Han og familien rykker til Sydmors, hvor de skal bo i forstanderboligen ved skolen.

I sin nuværende stilling er Kristen ansat som projektkoordinator på TIMSS undersøgelsen ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. TIMSS er en stor international undersøgelse om matematik og natur/teknologi i 4.klasse. Han har en kandidat i pædagogisk sociologi og er desuden uddannet lærer fra Aarhus Lærerseminarium.

Kristen har et langt CV inden for skoleverdenen. Han har i en årrække arbejdet på Simmersted Friskole, både som lærer og pædagogisk koordinator, men også som strategisk udvikler og viceskoleleder. Han har været lærer på Grejsdalens Efterskole, og fra 2008 – 2011 har han arbejdet i Grønland som afdelingsleder på Tasiilaq Skole.

Beslutningen om at søge stillingen som forstander her på skolen blev selvfølgelig taget, da han hørte at den var ledig, men han udtaler, at det længe har været en drøm at stå i spidsen for den skoleform en efterskole er.

“Jeg ser det som en vildt spændende udfordring at blive en del af Blidstrup Efterskole og være med til at føre efterskolen videre med alt det jeg kan bidrage med, og på et kristent værdigrundlag, som matcher mit personlige livs- og menneskesyn til punkt og prikke. -Jeg tror på, at alle elever skal opleve at de er holdt af, uanset hvem de er, hvor de kommer fra og hvad de kan med deres hænder og hoved.” -Fortæller Kristen, og fortsætter; “At ville noget særligt med nogen, er for mig efterskolens fornemste opgave, og min klare motivation og ambition ved at blive forstander på Blidstrup Efterskole. At ville noget særligt med nogen handler for mig om, at ville noget særligt med både elever og medarbejdere. At sikre og udvikle rammerne, så alle medarbejdere kan skabe en efterskole og hverdag, hvor eleverne får muligheden for at dygtiggøre sig menneskeligt, fagligt og kreativt.” 

Ansatte og bestyrelsen ser forventningsfulde frem til en ny tid på skolen med et godt samarbejde baseret på det nutidige værdigrundlag, men med en masse nye ideer og spændende visionære tiltag. “Vi starter et nyt spændende kapitel, med en ung visionær forstander, der allerede har ledererfaring. Jeg synes, at hans tanker omkring det at drive skole er enormt spændende, og så er han ikke er bange for at spørge ind til, hvorfor vi gør som vi gør.” – Udtaler Dennis Deleuran, medarbejder på skolen.

Selvom Kristen fortsat er ansat ved Aarhus Universitet frem til efterårsferien, hvor han og familien flytter ind i forstanderboligen, vil han være at finde på skolen til Efterskolernes dag d. 29. september. “Det er en perfekt dag for mig at hilse velkommen, at se skolen i fuld vigør, og forhåbentlig møde en masse unge og forældre, der i fremtiden bliver elever på Blidstrup Efterskole.” Siger Kristen.